Tale ved afskedsreceptionen i Skorup-Tvilum 2. december 2018.

En smuk sommeraften for 10½ år siden var jeg på en lang køretur. Jeg kom alene i bilen nede fra Sønderjylland og kørte mod nord. Det var sent, da jeg nåede frem. Klokken var over ti, men det var ikke mørkt endnu, da jeg parkerede bilede. Mursejlerne kløvede luften og solsorterne sang.

Jeg havde en kuffert med lidt tøj med, en kasse med bøger, en gryde, en tallerken og et kattebur med en gammel sort hankat.

Dagen før var jeg ved højtidelige og festlige gudstjenester blevet indsat som sognepræst her i pastoratet. Kirkerne var fulde, koret sang, vi havde reception i sognegården, nu skulle hverdagen til at begynde.

Men først holdt jeg min egen lille fest, den aften, da jeg ankom alene i skumringen til Skorup præstegård. Glæden ville ingen ende tage. Jeg løb op til banestien til den lille, gamle karrusel, der engang agerede bom for vandrere, der ville over togskinnerne. Og så bredte jeg armene ud og begyndte at snurre rundt. Jeg var lykkelig og tænkte, at der forhåbentlig ikke ville være nogen, der i det øjeblik så deres nye sognepræst, for så ville I aldrig havde kunnet tage mig seriøst. Og så på vej tilbage til præstegårdens have tænkte jeg: ”Her skyder jeg pælerødder. Jeg vil være her til jeg dør”.

Ved midnatstid, da jeg var på vej i seng, så jeg med betagelse de store, gamle træers konturer mod den lyse nattehimmel. Aldrig havde jeg været så skønt et sted. Og dagene der kom var gyldne; tænk, at kunne sidde ganske tidligt om morgenen på verandaen og se solen stå op, mens en hejre lettede fra dammen, og inden morgenmaden at have fundet turen rundt om Holtlundsvej og Grølsted, som jeg har løbet og vandret 100-vis af gange siden, og mærke taknemmeligheden boble over at være kaldet til dette skønne sted.

Dagene og årerne, der kom, blev ved at være fyldt med glæde over at være her. Jeg har altid følt mig ønsket og værdsat. Der findes ingen brokhoveder i Skorup og Tvilum!

Når man er præst på landet, kommer man i de fleste hjem. Stort set alle får på et eller andet tidspunkt brug for præsten, og altid har jeg været velkommen. Jeg har fået lov til at vandre sammen med jer et lille stykke af vejen i jeres største glæde, når I skulle have døbt de små, når I som elskende sagde ja til hinanden ved altret i en af vore kirker, og i den største sorg, når I havde mistet et af de mennesker, I havde allermest kær. Det har været et privilegium at komme tæt på jer i de situationer og jeg er ydmyg og taknemmelig overfor den åbenhed, I har vist mig. Tak.

Når folk hører, at man er præst, kan folk tit anlægge sådan en særlig holdning. De læger hovedet lidt på skrå og ser medlidende på en og siger: ”Nåh… det må være hårdt med de tomme kirker”

Ved I hvad? Det er en myte! Det er medierne, der elsker at skrive dén historie. Det passer ikke. Og da slet ikke i Skorup og Tvilum. Her har vi nemlig god kirkegang. Det har altid været en stor glæde at tage af sted til gudstjeneste og forkynde evangeliet for jer. Jeg har ikke leveret lige gode prædiker hver gang, men jeg har om ikke andet, så haft viljen til at forkynde det gode budskab om Jesus Kristus for jer.

I har vel nok bakket op! Der har stort set altid været mange i kirke, og I har været en lyttende og givende menighed. En herlig gruppe frivillige er med til at give os et blomstrende kirkeliv. Jeg har altid mærket, at I stod sammen om mig. Og efter gudstjenesterne… hvor har vi moret os med kirkekaffen i plastikkrus på kirkegården, sommetider i kulde og blæst, men altid med den særlige samhørighed, der opstår i en god menighed, Dér hvor vi virkelig mærker, at vi er knyttet sammen i Guds store familie.

I har fulgt levende med i mit og min families liv. I har taget så godt imod mine venner og familie, når de kom. Særlig mine forældre, der nu er gamle, og kun kunne klare at være med til gudstjenesten i Tvilum i dag, har følt sig meget knyttede til jer. Min far var så glad for at komme og prædike her, mens han endnu kunne, og for at holde sin sidste gudstjeneste nogensinde i Tvilum kirke. Jeg skal hilse jer alle sammen fra dem og sige tak for jeres godhed mod dem.

Jeg tror ikke, der er mange præster, der er så glad for menighedsrådet, som jeg er. Nogle af jer, har været med til at ansætte mig, nogle er ikke med mere, nogle er kommet til. Men aldrig har jeg tvivlet på menighedsrådets fulde opbakning til mit arbejde. I er simpelthen også selv drøn-dygtige. Et menighedsrådsmøde i Skorup-Tvilum varer 2 timer. Ærmerne bliver smøget op, tingene snakket igennem, opgaverne fordelt – og tingene bliver udført! Man føler sig som ansat i Skorup og Tvilum Pastorat tryg, for man ved hvor man har jer. I er nemlig på kirkens side, og I bakker jeres personale op. Og når alt det praktiske er udført snakker vi, så hygger vi, og ler. Hvor er der højt til loftet og hvor er der megen latter på de møder. Jeg er aldrig gået modløs hjem fra et møde, jeg har aldrig oplevet modvilje. Tværtimod har I på alle måder bakket mig op i stort og småt. Jeg kan slet ikke takke jer nok.

Hurtigt efter min ansættelse fik vi sat et nyt hold af de bedste medarbejder ved kirkerne og i al beskedenhed, har vi kaldt os selv ”the Dreamteam”. Hans-Jørgen, Hans, Niclas, Ninna, Else før Ninna kom, Anna, Julie og Niels Jørgen: I har været de bedste kollegaer, jeg nogensinde har haft. Lynhurtigt fik vi arbejdet os ind på hinanden, og I er gået til opgaverne med stor dygtighed og professionalisme. Hvor har vi moret os, smådrillet, spist kage i store mængder. Vi har været supergode til at samarbejde og har plejet sammenholdet med koncertture, middage, julefrokoster, kanotur, snak, snak, latter, snak og latter igen og mere kage. Jeg er slet ikke klar over, hvordan jeg skal kunne undvære jer. I har været mine nære venner og en kilde til arbejdsglæde og livsglæde. Tak er alt for lille et ord, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan sige.

Der har været mange gode hverdage med konfirmander, samtaler, skole-kirkesamarbejde, med prædikenforberedelse og taler og kontorarbejde. Med møder, bisættelser, vielser og bryllupper. Og der har været sjove dage med spaghettigudstjenester, pinsegudstjenester i haven, med friluftsgudstjenester på Troldhøj og som i dag; med familiegudstjeneste for masser af mennesker her i Skovhuset. Der var de, for mig, helt store dage, da broen blev indviet og da vi 3 dage sidste år i september kunne fejre reformationen med pomp og pragt og under torden og brag i Tvilum. De dage glemmer jeg aldrig. Provstiet bakkede os op med mange tusinde kroner, men uden alle I frivillige, der på én eller anden måde deltog dengang, var fejringen bare forblevet en drøm i mit hoved.

Mit eget liv er gået op og ned, eller ned og op i de år, jeg har boet her. Og det er måske der, min største tak ligger. For jeg er blevet skilt, mens jeg har boet her. Alle, der har været gennem en skilsmisse véd, hvor hårdt det er. Og oven i købet havde jeg min egen, private frygt: Ville I stadig kunne bruge mig som præst? Hvis ikke, hvad skulle jeg så stille op med mig selv?

Men aldrig har jeg hørt så meget som én dum eller nedsættende bemærkning fra nogen af jer. Aldrig! Tværtimod mødte jeg varme og forståelse. Jeg fik så meget hjælp og støtte i tiden der kom. Gode ord. Knus. Folk der kom også sagde: ”Nu rejser du vel ikke fra os?”. Og når jeg havde været ude på en af mine gå- eller løbeture og fik øje på Skorup med kirken og præstegården, så tænkte jeg: ”Det er jer, der holder mig oppe! ”

I de år, jeg var alene, var I ekstra opmærksomme. Det mærkede jeg. Der gik ikke mange uger, hvor der ikke stod en lille gave til mig på dørtrinnet, når jeg kom hjem. Det var jer, I kære sognebørn, der havde sat en pose boller, et bundt porrer, et glas syltetøj, hjemmelavet pesto, et juletræ, en blomst, og jeg mærkede, at selvom jeg var alene, så var der nogen, der passede på mig.

Og så mødte jeg Mads og livet blev nyt for mig igen. I har taget så godt imod ham. Han har følt sig så velkommen og hjemme her, fra han rykkede ind i præstegården. Og I var med til på forskellig vis at give os så festlig en dag ved noget, jeg selv nærmest synes I gjorde til et kongeligt bryllup for os i maj i år. Igen er min tak et for lille ord for al godheden mod mig og mine.

I mange år, havde jeg et mareridt. Jeg drømt, at jeg var kommet til at søge en anden stilling, uden at jeg var klar over det. Og havde fået det! Jeg kunne vågne op med bankende hjerte af sådan en drøm og i flere dage være lidt ved siden af mig selv, indtil jeg fik mig selv beroliget med, at det ikke ville ske.

Og så skete det alligevel. Med åbne øjne søgte jeg i september en stilling som provst i Aalborg Vestre provsti og sognepræst i Nibe og Vokslev. Jeg søgte IKKE væk fra jer! Men jeg søgte en mulighed for at komme til at bruge andre sider af mig selv; at kunne træde ind i en ledelsesmæssig rolle, hvor jeg kommer til at præge Folkekirken og forhåbentlig være med til at give præster og menighedsråd lyst og kræfter til opgaven med at forkynde evangeliet og skabe gode rammer derfor. Det var en stor beslutning at tage, men den var min. Og den skulle tages nu, følte jeg.

Jeg flytter hjemmefra nu. Fra et sted, hvor jeg har følt mig værdsat. Ja ofte elsket. Nu bliver jeg provst og leder og vil sikkert få nogle tæsk, som jeg ikke er vant til, men Mads og Sirid flytter med, og med baglandet i bedste orden, kan man klare meget.

Jeg vil ikke sige farvel til nogen af jer, men på gensyn. Det tager kun 1 time og 19 minutter at køre mellem Nibe og Fårvang. Vi vil komme mange gange her. Og Mads brygger en frygtelig god kaffe, hvis I kommer forbi.

Og så har jeg en sidste bøn til jer: At I vil tage så godt mod en ny præst og dennes familie, som I har taget mod os. At I vil fortsætte med at bakke op; komme i kirke, tage det frivillige arbejde på jer, tage menighedsrådsarbejdet på jer, hvis der bliver brug for det. Kirkerne i Skorup og Tvilum har stået solidt og stærkt i næsten 1000 år. De er skønne gamle bygninger, som jeg har været stolt og samtidig ydmyg over at virke i. Men kirken er i virkeligheden de levende sted. Kirken er jer. Og uden jeres opbakning vil den ikke være her. En præst kan ikke alene fylde en kirke. Det er jer, der gør det.

Og jeg beder Gud om at I her snart må få den bedste præst, der kan forkynde evangeliet for jer til trøst og glæde. Må Gud velsigne jer.

Tak