Ugens prædiken

Seksagesima søndag 2018. Tvilum.
Salmer: 4 – 401 – 156 – 319 – 697. Nadver: 313 v. 4

Jeg mærker forårets grøde helt ind i marven, når jeg læser disse to små lignelser fra Markusevangeliet for jer. Kornet, der vokser og spirer, og sennepsfrøet, der vokser op og bliver til en stor og mægtig plante.

Sådan får vi lov til at høre om vækst og liv, når vi kommer til kirke en søndag i senvinteren et år, hvor vi først nu mærker til sne og kulde, og hvor foråret umærkeligt allerede begyndte at røre på sig omkring nytårstide. Vi ved godt, at det er for tidligt at gå rundt med forårsfornemmelserne. Der vil kunne komme mange snedage endnu, hvis ikke verden var af lave, og lysten til fuglefløjt og vækst i haver og på marker bliver da heldigvis ikke mindre af at komme i kirke i dag.

Men selvom Jesus taler om planter og forårstegn, så skal det selvfølgelig ikke handle om botanik i dag, men om os mennesker, og om, hvordan vi kan vokse eller visne som planter, alt efter hvilken behandling vi får eller giver os selv. For selvom vi ser mælkebøttebørn omkring os, der formår trodsigt som mælkebøtten, der spirer gennem den hårde asfalt, at komme godt gennem livet trods en hård barndom, så ved vi også om os selv og andre, at vi vokser og bliver stærke, når vi får opmuntring, smil og venlighed.

Når Luther taler om synd, kan han kalde det indadkrogetheden. Vi kan sagtens høre, hvad han mener; nemlig der, hvor vi ikke kan løfte blikket fra os selv. Hvor vi dagen lang har en stor del af vores opmærksomhed beskæftiget med vore egne sorger og problemer. Hvor en sitrende indre uro konstant trækker vores opmærksomhed væk fra det, vi ellers er beskæftiget med, og fra de mennesker, vi er sammen med. Det er de dage, hvor vi ikke selv evner at spire og vokse, for at blive i lignelsesbillederne fra i dag. Måske tror du, at du er den eneste her i kirken i dag, der kender til de dage, men sandheden er, at de er en del af et ganske almindeligt menneskeliv. Vi er bare så forbistret gode til som danskere at gøre gode miner til slet spil og blot smilende svare, at det går godt, når folk spørger til vores velbefindende. Også selvom vi er på en af de mest indadkrogede dage.

For at kunne bære frugt for os selv og for andre, siger Luther, er der kun én vej. Han brugte selv mange år af sit liv på at søge efter denne vej. Det var i årene, hvor han var i kloster og hver dag gennemgik kulde og sult for at blive forløst fra den indre smerte. Han bad dagligt til 26 helgener, gjorde bod og faste, men fortvivlelsen blev blot større og større. Han skriver: ´Frelsen` ligger helt og aldeles udenfor rækkevidde af egne kræfter, egne planer, egen stræben, vilje og gerninger.

I dag ville kun de færreste gå i kloster for at finde vejen ud af fortvivlelsen, men mulighederne for selv at finde ud af den suppedas, man kan føle sig fanget i, er utallige; alt fra mindfulness, numerologer, krystaller, healing, søgen indad i eget sind. Alt sammen noget, der for en stund måske kan dulme, men ikke virkelig føre os ud af den indadkrogethed, der gør os fortabte for os selv og andre.

Men vejen til at komme ud af indadkrogethedens fortvivlelse fandt Luther. Han skriver et sted, at vejen ud afhænger helt og fuldt af, at en anden træffer afgørelsen, lægger planen, har viljen til at gennemføre det og griber ind for at gennemføre det. Den anden er naturligvis Gud, og ham alene. 

Forleden dag kom det nærmest til en åbenbaring til mig, hvad Gud mener, når han giver os det første bud i det Gamle Testamente. Buddet lyder: ”Du må ikke have andre guder end mig” (2. Mos 20,3). Altid har jeg forstået det som en nidkær Gud, der taler. Som en gud, der indimellem kan virke smålig, jaloux, og som vil have al opmærksomhed vendt mod sig. Indtil det altså pludselig slog mig, at det er et udtryk for Guds store, store kærlighed til os; at han vil have os til at vokse og trives ved at vi netop får den rette næring; ved at holde blikket fokuseret på Gud, fremfor på vores eget følelsesliv, som vi alt for nemt kommer til at gøre til en afgud for os selv. For kun sådan får han muligheden for at virke i os.

Holder vi blikket rettet mod Gud, får han muligheden for at skabe væksten i os, ganske ubemærket, så vi kan være som en mand, der dagligt bemærker, at kornet gror og modnes på hans mark, uden at han rigtig har lagt mærke til hvordan.

Øvelsen er altså for os at holde fokus. Vi hører det igen og igen, når vi læser i Biblen, nu også her i dag i begyndelsen af gudstjenesten, hvor vi hører fra profeten Esajas disse ord: ”Dette siger Herren: Jeg er er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig”

Det er af kærlighed til os, at Gud siger det. Han vil hjælpe os med at holde blikket fæstnet på ham, så vi slipper for at tro, at alt godt skal komme fra os selv, og fra de hjælpemidler, vi selv går og opfinder i vores indadkrogethed. Tro ikke dig selv eller andre, når det forlyder, at svaret ligger inde i dig selv. Det gør det ikke! Det er, som Luther siger: vejen ud afhænger helt og fuldt af, at en anden træffer afgørelsen, lægger planen, har viljen til at gennemføre det og griber ind for at gennemføre det. Den anden er naturligvis Gud, og ham alene. 

Prøv at læse din Bibel med de briller på. Du skal ikke læse mange linjer; næsten lige meget hvor du slår op, før det bliver klart, at det er det, Gud vil med at give os den bog. Og i stedet for at søge svarene på tilværelsens mange spørgsmål i øst og vest, så er det så enkelt at slå op i Biblen hver dag, eller mange gange hver dag, og derigennem øve os på at holde blikket fæstnet på Gud.

Men er det ikke at tage selvbestemmelsen fra os? Er det ikke at gøre os helt afhængige af noget udenfor os selv?

Jo. Og Gud ske lov for det. For enhver af os, der har været med et stykke tid i livet, ved, at når vi selv skal sørge for det, der foregår inde i os selv, så kommer vi mere eller mindre let ind i indadkrogetheden. Og personligt har jeg mest lyst til at lægge mit liv i de bedste hænder; nemlig i hænderne på ham, der virkelig har magten til at ændre, fordi han har skabermagten, nemlig i Guds hænder.

Da Martin Luther turde det, altså helt opgive sine egne ideer for, hvordan han skulle komme ud af sumpen i indadkrogetheden, blev han i allerhøjeste grad det modsatte af indadkroget, nemlig udadvendt; nemlig dér, hvor man er rettet mod verden, mod andre mennesker og hvor tanken om egne, indre dæmoner endelig kunne slippe. Hans virke kom nu til at ligge i arbejdet for andre. For at bruge Jesu ord fra lignelsen her i dag, kom hans jord til at give afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Og kornet modnedes, så der kunne høstes stort, for Luther gik jo som bekendt fra at være en bange munk til at være kirkereformator.

Ingen af os reformerer kirker, men Gud kan også virke i os. Umærkeligt kan vi dag for dag lade hans rige vokse i os, så vi retter os helt op uden at vi yderlige tænker over det. Så vi kan løfte fokus væk fra egne tanker og bekymringer og ud mod andre. Så Gud også kan komme til at virke gennem vore hænder.

Guds rige vokser også uden, at vi er en del af det; det vokser hver dag midt i blandt os, som erantis og vintergækker, der spirer frem derude i kulden lige nu. Guds rige vokser sig større og større fordi Gud vil, ikke fordi jeg kræver det. Men som fugle kan vi komme og bygge rede og finde hvile i dets skygge. Bare slå os ned der og lade ham overtage væksten i os.

Så kan det ikke blive nemmere.

Amen.