Ugens prædiken

1. s. i advent 2018. Skorup og Tvilum. Afskedsgudstjenester.
74 – 78 - 84 – 0. Nadver: 83 v. 1

Det er nu, det begynder. Noget afsluttes, men noget nyt er på vej. Sådan er første søndag i advent, for advent er kirkens nytår.

Nytår er en overgang, hvor noget lukkes ned for at noget nyt kan begynde. Vi kender det nok fra tiden omkring årsskiftet, hvor mange af os ikke kan lade være med at fundere over, hvordan året gik, og hvad vi har af forhåbninger til et nyt år.

Jeg ved ikke, hvor meget I tænkte over det, da I tog hjemmefra for at tage til kirke i dag, at det er kirkens nytår i dag. Gaderne er noget mere pæne og rene, end de er, når det verdslige nytår træder i kraft om godt en måned og det kan også nok tænkes, at folk har knap så ondt i hovedet i dag. Men nytår er det 1. søndag i advent. Det er kirkens nytår nu.

Nytår er som en dør, vi går igennem. Vi kan være fulde af glad forventning eller af ængstelige anelser, når vi åbner den, for ingen af os ved nøjagtig, hvad der venter os på den anden side. Jo, her ved kirkens nytår ved vi, at jul, påske og pinse vil komme og at der søndag efter søndag vil blive holdt gudstjenester i de gamle kirker, og at ordene om Guds indgreb i vores liv vil blive forkyndt. Men samtidig er meget også uvist: Hvordan vil vi selv have det, når vi hører de ord. Vil vores hjerter være fyldt af glæde og have let ved at åbne sig for det, vi kommer til at høre? Eller vil vi være i mørket, indadkurvede og bange, så Gud må lede for at finde en lille sprække ind til os, som hans ord kan trænge igennem?

Som kirkens nytår markerer advent en overgang. Noget afsluttes, noget nyt kan begynde. Det er en dør, en port, der åbner sig for os, som vi hørte det i den første læsning i gudstjenesten i dag, med de ældgamle ord fra salmen i det gamle Testamente: ”løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre”.

Da folk hørte den salme første gang for næsten 2500 år siden, må deres tanker være gledet til de kæmpestore kobberporte ind til Templet i Jerusalem. Templet var pragtfuldt; taget var belagt med guld og gnistrede i solen, der var marmorbelagte søjlegange og forgårde fulde af liv. Alle israelitter drog derop mindst én gang om året for at ofre et dyr til Gud på de kolossale offeraltre, og her forventede man, at en mægtig konge, stor og stærk som kong David der havde kunnet skabe ro i landet, engang igen ville holde sit indtog gennem kobberporten. Det skulle være Guds særligt udvalgte og salvede konge, og når han kom, ville man åbne de ældgamle porte for ham. Han skulle komme med våben, med krig, med basuner, der gjaldede og drive fjenden på flugt.

Men da Guds udvalgte kom ridende gennem porten, kom han ikke på en krigshest og med en hær, men ridende på et æsel og med sig havde han ikke en fuldt udrustet hær, men 12 disciple.

Til påske, når de grønne spirer titter frem på markerne og haverne er fulde af gule påskeliljer, så bevæger vi os gennem påskens drama sammen med Jesus. Det er en vandring, vi tager på i de dage sammen med ham.

Vi begynder Palmesøndag, hvor vi igen skal høre disse ord om, hvordan Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. Den dag vil tankerne være ved folkemængden, der søndag råbte ”Hosianna, Davids søn” og hyldede ham, og vi vil huske på, at de samme mennesker 5 dage senere stod og råbte: ”Korsfæst ham”. Palmesøndag hører vi om det, der umiddelbart er et sejrsindtog, men vi ved, at Jesus i virkeligheden rider ind til lidelse og død.

Men når jeg hører beretningen om indtoget i Jerusalem i dag, 1. søndag i advent, hvor mørket hersker, hvor kragerne sidder forfrosne og skriger i træernes toppe og hvor vi indendørs har varmet os ved det første lys i adventskransen her til morgen, så hører jeg ordene helt anderledes. Hvordan det?

Jo, da hører jeg det som ord, der er talt til os, der står foran en af livets mange lukkede døre. Det er ord til os, der ved, at noget nu sluttet og noget nyt vil begynde, og som derfor er fulde af forventning eller bekymring. Det er et løfte til os om, at Jesus er på vej til os. Det er os, han er redet ud for at finde for at kunne banke på vores hjertedør. Og derfor skal vi ikke frygte det, vi finder, når døren går op, for han er hos os.

Ordene er talt til alle os, der for kortere eller længere tid, lader os overvælde af bekymringer eller angst og derfor ikke har kræfterne til at se ud i verden og op på andre mennesker. Vi er måske nok vågne og bevæger os og taler med andre, men de samme fastfrysende tanker kan blive ved med at køre i ring inde i hovedet på os som en gammeldags LP plade, der er kommet ridser i. Når tankerne kører i ring, så magter vi ikke at skubbe os selv ud af deres kredsen.

Og derfor elsker jeg at komme i kirke 1. søndag i advent og høre ordene om den sagtmodige æselrytter, der drevet af sin kærlighed til os, ser gennem fingre med alle negative tanker vi kan have og kommer til os. Han kommer ridende til os, ind i vores tid, ind i vores liv. Han rider gennem storbyens mylder og herude gennem de forblæste, iskolde marker, han rider ind der, hvor der er liv og kærlighed og derind, hvor der er angst og sorg og forgræmmelse. Han lader sig ikke standse, og gør heller ikke noget stort væsen af sig, for han er sagtmodig. Men han kommer! Budskabet i dag er, at han er på vej, ja, at han stiger af sit lidet prangende ridedyr lige ved dit hjertes dør, for at give dig lige de ord, der kan skubbe dig ud af din selvkredsen.

Og hvordan ser der så ud derinde, i dit hjerte? Er det et glædens sted, hvor overskuddet vokser; eller er der gemt rester af nag og gammel vrede? Er der dynger af træthed i hjørnerne og ligger bekymringerne som rod og flyder ud over dit hjertes gulv? Hvad ser du selv?

Lige meget hvad, du har der inde, så har du også en dør. Der er en dør i dit hjerte og ofte bestemmer du selv, hvad du vil lukke den op og i for. Men sommetider kommer der voldsmænd, der braser gennem døren, uden at have spurgt om lov; voldsmændene smider bylter af sårende ord ind, der myldrer ud i hjertets kammer som orme hvor de giver sig til at gnave, eller voldsmændene lukker et sort mørke af sorg eller angst ind, som indtager dit hjerte.

Hjertets dør kan også pludselig blive sparket op af kærligheden. Den banker heller ikke pænt på, men tager hele døren med og den planter blomster og solskin derinde, uden at spørge om lov.

Og sommetider kan du selv bestemme, fordi den derude, banker pænt på. Og sådan er det nu. Den sagtmodige æselrytter er kommet. Det var ham, der blev født i en stald julenat, ham, der er Guds søn og dog fik et så ussel liv her på jorden og som endte med et kors langfredag. Ham, der gav sit liv for os. Nu står han derude; den genopstandne sejrherre, der dog stadig er ydmyg. Han står ved din hjertedør og banker på.

Det er første søndag i advent. Det er kirkens nytår. Noget afsluttes, noget nyt kan begynde. Det sker nu. I dag står jeg på prædikestolen her for sidste gang og forkynder evangeliet for jer som jeres sognepræst. Men noget nyt begynder. Det nye kirkeår vil bringe fester med jul, påske og pinse. Med præsteindsættelse, konfirmationer, dåb og bryllupper. Der vil være sorgfyldte dage i kirkerne, hvor der vil blive taget afsked med folk, vi holdt af eller elskede, og der vil være glæder på søndage, når Guds ord finder vej gennem hjertedøren. Og gennem alt hvad kommer, vil Jesus være med jer.

Ja, for se; din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel. Det er Jesus der kommer for at vandre med jer gennem alle dage hele året. Han kommer nu. Det begynder nu.

Amen.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud. Højlovet fra nu af og i al evighed. Amen.

Almægtige Frelser, Jesus Kristus, Tak at du kommer til os; du er ydmyg og der er meget larm i vores liv; giv os roen, så vi kan høre dig og modtage dig og åbne hjertets dør for dig. Giv os syn og sans for nøden lige foran os og for den ude i den store verden, så vi ikke bare lukker øjnene eller ser den anden vej, men hjælper, hvor vi kan. Giv os hjerte og mod til at trøste, hvor der er brug for det.

Gud, vi beder dig: vær nær hos de mennesker, der har særlig brug for dig, de syge og de ensomme, dem med de mørke sind, de sultende og lidende, de fangne og flygtende mennesker overalt i verden, vær nær hos dem sørger over et elsket menneske, de har mistet og hos dem, der snart skal dø.

Vi beder dig også råde og vejlede alle, der råder og bestemmer over os andre. Vær med regering og folketing og velsign og bevar vores Dronning og hele hendes familie og alle andre familier i vores land. Vær med børnene og de unge; velsign konfirmationsforberedelsen her hos os og lad børnene leve i vished om at de har din kærlighed.

Herre Jesus. Vi beder for din kirke her i Skorup og Tvilum. Støt menigheden her i glæde, som i sorg og trængsler. Send menighederne her en dygtig præst, der kan forkynde dit ord til trøst og opmuntring. Lad døren herind til dit hus være vid nok til at tage mod alle. Gør tærsklen så lav, at børn og trætte fødder ikke snubler over den. Hold os faste i det fællesskab vi har i dig.

Velsign os alle, at vi må leve vort liv her i troen på dig og til sidst igen samles i din himmelske menighed (Amen).

Meddelelser:

Nadver.

Næste søndag. Henvises til gudstjenesten i Gjern kl. 10.30.

Julekoncert i Tvilum kirke søndag d. 9. kl. 19.00

Tak til koret, der synger i dag.

Reception kl. 17.30-19.30. Mange flere ord. Men her blot: Tak for al jeres godhed og trofasthed mod mig og min familie igennem de sidste 10½ år. Må Gud være med jer.

Lad os rejse os

Nadverord:

  • Se, din konge kommer til dig
  • Jesus siger: I dag er det skriftord, der lød i jeres ører, gået i opfyldelse.
  • Må udholdenhedens og trøstens Gud give jer et og samme sind