Ugens prædiken

1. s. e. h3kg. 2018. Skorup.
Salmer: 392: - 13 – 58 – 45 – 49. Nadver: 479 v. 5

”Der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel”

Citatet faldt jeg over forleden dag og blev begejstret. Ikke fordi jeg tror, at vi altid og hver dag er i stand til at betragte alting i vores liv som et mirakel eller alt, hvad vi oplever og ser som sådan, men jeg tror, at det er en livsindstilling, vi kan tage aktiv stilling til, og som vi kan arbejde os frem mod skal være vores.
Jeg ved ikke om I kender citatet? Det er Albert Einstein, der engang har udtalt det. ”Der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel”

Det handler om villigheden til at se det store i det små, at have øjnene åbne for, at Guds fingre har skabt alt det, vi ser omkring os; mennesker vi møder, tårer, der løber ud af vore øjne, de nøgne træer og de vintervåde marker. Er det vores tilgang til livet, så bliver livet forunderligt.
I dag står der ofte ved et stillingsopslag, at man skal være ”forandringsparat”. Man skal lynhurtigt kunne skifte fra én rolle til en anden. Lynhurtigt kunne overskue, hvordan vi træffer nye dispositioner, hvis det planlagte går i vasken; sådan kan der stå i ethvert jobopslag, om man søger en husassistent eller en bankdirektør.

Men lige meget hvad, er det et rædsomt udtryk, der giver folk præstations angst og fylder os med uro og stress: At du aldrig kan vide dig sikker på noget som helst, men at du hele tiden skal bøje af for krav fra chefen om, at du skal forandre dig, som var du en klump modellervoks, og ikke et menneske. Ja, det er en umenneskeliggørelse af os; en tingsliggørelse, i tråd med udtrykket ”human ressource”, hvor mennesker ses som en ressource, som var vi tømmer eller olie, i stedet for at blive set som hele mennesker med personlighed, med evner og med mangler.

Lad være med at finde dig i forandringsparathedens tyranni. Der kan være rigtig meget godt i, at vi holder fast i at vi gør tingene som vi plejer, når det fungerer godt. Lad være med at stræbe efter at være forandringsparat, men vær i stedet ”forundringsparat”. Tag det på dig, måske som dit nytårsforsæt her ved indgangen til det nye år: At du vil øve dig på hver dag at se livet omkring dig som et mirakel, skabt af Gud, i stedet for at se intet som et mirakel, men som en selvfølge: Han eller hende, som du måske har været gift med i så mange år, at du tager jeres forhold for givet, er et mirakel; vinterens mørke er et mirakel; at huset vi her sidder i har stået i 900 år er et mirakel.
Og når det kniber med at huske på det, så læs salme 8 i det Gamle Testamente. Nogle af jer kan måske huske, at jeg før har sagt at salmen med al den forundring, den indeholder, for mig er nogle af det stærkeste ord i vores Bibel:

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det? (Sl. 8, v. 4-5)

Ja, det er da mirakel over mirakler! Det kan da ikke andet end fylde os med forundring; himlen, månens og stjernerne, den svimlende tanke om det uendelige himmelrum, og troen på, at det er Guds kærlige fingre, der har skabt al skønheden og storheden!  - Og så det største mirakel, det, der vækker den største forundring, at han så også bøjer sig ned, og tager sig af et menneskebarn som du og jeg!
Einstein har ret; vender vi først blikket, så vi ser, at alt er skab af Gud, bliver alting vitterligt et mirakel. Og det største mirakel af alle er, at du; du lille menneskebarn, at du er elsket af Gud. Du behøver ikke gøre dig nogen bestræbelser, du behøver ikke være på en bestemt måde, du behøver ikke være god nok eller dygtig nok. Du er allerede elsket af Gud før noget andet, han husker på dig og sørger for dig, akkurat som han sørger for, at jorden, solen månen og stjernerne holder deres plads i himmelrummet.
Og hvordan kan jeg så sige det? Jo, det kan jeg, fordi vi med ordene fra evangelisten Markus får lovning på, at det forholder sig således. Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”.

De ord har vi hørt så tit. Vi hører dem igen og igen, når vi døber de små, og måske bliver det som en remse for os, som vi ikke rigtig hører efter. Vi er måske mere fokuserede på, om barnet skriger, hvad det hedder, eller på hvordan moderens kjole ser ud. Men ikke desto mindre er det et løfte, som bliver givet til det lille barn i dåben: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Se, dér er ingen krav!

Mange mennesker har en grundlæggende erfaring med sig om ikke at være god nok, ikke at slå til. Det opleves som en smerte i mange af livets situationer, måske når man føler sig underlegen på sit arbejde, eller når man føler, at man ikke slår til i sit ægteskab, eller at man ikke er værd at elske. Mange, mange mennesker bruger hele og halve liv på at fixe problemerne, kontrollere situationerne, så de ubehagelige øjeblikke ikke opstår. Psykologien fortæller os, at det har noget at gøre med vores opvækst; om vi blev set på med kærlige, rummende blikke, eller om vi måtte tilpasse os som børn for at opnå forældrenes accept eller for at skabe ro i hjemmet.

Men løftet i dåben fortæller os, at der er en sandhed, der er større end alt andet: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Gus rige er allerede deres. Det er ikke noget, de skal leve op til, der er ikke noget de skal tilpasse sig eller være gode nok til, for Guds rige er deres. Du er allerede lagt i favnen på Gud, og du hører allerede til i hans rige. Du er favnet og elsket af ham, der skaber himmelhvælvingen og han giver dig uddelt kærlighed. Du er altid, lige meget hvad, allerede elsket.
Hvad er et mirakel? Det er ikke blot uforklarlige hændelser, mirakuløse helbredelser. Det kan ikke engang skæres ind til skaberværkets forunderlighed. Nej, livets egentlige mirakel, det, der gør, at Einstein har ret i, at ALT i livet kan ses som et mirakel er, at du allerede hører til i Guds rige, og at Gud altid tager sig af dig.
Vi er netop trådt ind i 2018. Nogle af os har store planer for året, der kommer, andre har måske et ønske om, at alt må fortsætte som det plejer, og andre igen har tung bagage af sorg eller ensomhed med sig fra de forgangne år. Men I har også alle sammen grund til forundring og glæde, fordi du allerede, før alt andet er elsket af Gud.

Jeg vil slutte ved epistelteksten, som vi i dag hørte fra Paulus brev til Kolosserne. Der står en enkelt sætning, som jeg vil bede dig huske på i dag og tage med her fra gudstjenesten: Der står om Jesus, at ”han er forud for alt” (Kol 1, 17). Det betyder, at hvor du end går hen i år, hvad der end kommer til at ske, så går Jesus forud for dig.
Forud. Du går ikke alene ind i noget. Jesus er der allerede, for du hører allerede til i hans rige.
Se, dét er miraklet over alle mirakler! Jesus går forud for dig. Han baner vejen, han skaber miraklerne.
Så vær da forundringsparat!

Amen.