Ugens prædiken


8. s. e. trin 2017.
Skannerup og Tvilum.
Salmer: 392 – 298/447-674 v. 1 og 7 – 332 – 422. Nadver: 697 v. 2-3.

 
For nylig ville jeg i kontakt med en kvinde, som jeg ikke har talt med i lang tid. Det er jo nemt, man logger sig bare ind på Facebook, der finder man ved et par klik over 1/6 del af jordens befolkning. Og jeg fandt hende da også, men først efter lidt usikkerhed. For kvinden jeg ledte efter havde ændret sit navn. Jeg ledte efter en Bettina. Nu hed hun Bettinar og havde også fået tilføjet flere ekstra navne, som hun ikke hed, sidst jeg havde haft kontakt med hende.
For mig selv ville det være et fuldstændigt utænkeligt greb og også totalt virkningsløst, og for at sige det, ville jeg skamme mig over, at skulle sætte et ”r” til mit navn. At gøre det navn, som mine forældre bestemt for mig, da jeg var spæd, et måske nok sjældent, men dog kendt, nordeuropæisk navn til et ukendeligt ”Gerdar”. Selvfølgelig havde kvinden ikke selv fundet på sit navn; nej, det er tydeligt, at hun havde betalt en numerolog om at gennemgå de numeriske koder for sit fødselstidspunkt, for at finde det optimale navn, der kan skænke hende ro og lykke i tilværelsen. Jeg tror ikke på, at det har været pengene værd.
Jeg plejer ikke at blande mig meget i, hvordan folk bruger deres tid eller penge, men at kaste sin lid, sin tid og sine penge efter den slags er simpelthen at stole på falske profeter.
En profet er en, der ind i tiden taler en Gud-given sandhed, så vi er nødt til at høre efter, måske nødt til at lægge vores egne fordringer til side, vores måde at tænke på, fordi sandheden som skærende ny og klar står foran os.
Men Jesus siger også, at vi skal tage os i agt. Vi skal vogte os, for der er masser af falske profeter, og derfor begynder jeg også i dag med at lange ud efter dem, der lokker penge fra os ved at bilde os ind, at vores liv og lykke bliver ændret ved at vi tager nye, fjollede navne. Det er min opgave som forkynder at bringe den advarsel videre. At tro på den slags er at tro på en gammel reklame fra 50´erne, jeg forleden så i et blad. Der stod: ”Det er sandt. Rynker kan virkelig fjernes totalt ved brug af Ylva-creme”. Og den dame jeg læste reklamen sammen med sagde så ganske tørt: ”Så er det da underligt, at de ikke producerer den mere! ”
Spild ikke jeres penge, spild ikke jeres tidved at gå til eller tro på falske profeter. Det er spild af liv!
Men hvordan kan vi så kende de falske profeter? De er ikke nemme at få øje på. Jesus siger selv, at de er som ulve i fåreklæder. Det er et billede, vi kender godt. En bibelsk talemåde, der simpelthen er gået ind i vores sprog. De 8 ulveunger, der render og leget nu på den jyske hede er let genkendelige. Vi ved, hvad vi har med at gøre, hvis vi står over for dem. Overfør til mennesker, er det kun de færreste af os, der vil lægge vores liv over i hænderne på en rocker, eller en narkohandler. De bærer ulven udenpå og derfor er de i virkeligheden ikke farlige for os. De fleste af os kan sagtens finde ud af at gå i en lang bue uden om dem, hvis vi skulle støde ind i dem.
Men en ulv i fåreklæder er svær at spotte. De går artigt rundt os siger ”mæh” og tror måske selv, at den vej de vil have os til at følge, vil være god for os, og det nytter ikke noget, at vi går hen og klør dem lidt i lammeulden for at se, om der gemmer sig grå og stride børster indenunder. For vi vil ikke sådan uden videre kunne gennemskue dem.
Men hvad gør vi så? Hvordan kan vi spotte, hvem vi skal lytte til? Hvem af alle de mange stemmer, der vil give os dessiner på, hvordan vi skal leve vores liv, skal vi følge?
Jesus siger, at vi skal kende dem på deres frugter. For kun et godt træ kan bære gode frugter.
Se, det er sådan med frugttræer, at vi vil have, at de giver frugt. I år får jeg stort set ingen æbler på mit Belle Boskoop træ, men det får lov til at blive stående, fordi det sidste år og året før gav en overdådig høst af lækre æbler. Og sådan er det også med mennesker. Det er bestemt ikke altid og hele tiden, at ting lykkes for os. Det er ikke alt, vi gør, der kommer til at sætte spor i eftertiden. Men det skal gerne engang kunne siges om os, at vi gjorde en positiv, ja helst glædelig forskel for de mennesker, vi har været i blandt. Har vi ikke gjort det, så er vi som et værdiløst frugttræ, der ikke har gjort anden gavn end at der er irriterende nedfaldne blade, der skal rives sammen om efteråret.
Så når alle verdens stemmer, alle tidens mange profeter vil fortælle os, hvordan vi skal indrette vores liv, så skal vi lægge nøje mærke til, om der virkelig er tale om et menneske, der bærer gode frugter. Gør folk ikke det, virker man blot for at man selv skal få det lidt bedre, selv tjene lidt penge, føre sig selv frem i lyset, gøre opmærksom på sig selv, få mere magt til sig selv.
Gode frugter er derimod til for andres skyld, altid opmærksom på det menneske, der er ved siden af. Den, der bærer gode frugter er i alt opmærksom på, at man skal tale det bedste frem i andre, lytte det gode frem. Gode frugter er at hjælpe, at støtte, at værne og se bort fra sig selv. For eksempel i samtalen, er den gode frugt at lytte og spørge ind til det menneske, vi står over for. Og ikke i lange monologer at redegøre for alt det man selv kan og står for, og alt det interessante man har beskæftiget sig med, uden at lægge mærke til, om det egentlig interesserer den anden.
Luther havde et navn for synd. Han kaldte det ”indadkurvethed”. Altså der hvor man kun kan bøje sig ind mod sin egen navle og beskæftige sig med det, der foregår der. Vi kan se det for os: Hvordan vi sidder på bænkeraderne her i kirken eller måske derhjemme ved middagsbordet og kun glor på vores egen navle. Det er ikke særlig interessant i grunden, men jo let det, vi kommer til. Vi ser slet ikke det menneske, der er ved siden af os. Det er ikke at bære frugt.
Det udadkurvede menneske derimod har sluppet synden, siger Luther. Det menneske, der kan rette sig ud mod andre og dele ud af alt det gode, som vi alle sammen, lige meget hvad, har fået lagt i vores forråd. Du har også selv masser af gaver, du kan dele ud af. Det gælder bare om at komme i gang. Når du er udadkurvet mod andre, bærer du god frugt.
Sommetider kan man blive forvirret. Der er så mange røster i tiden, så mange der profeterer, så mange, der vil profetere og fortælle, hvad vi skal. Og jeg lover jer: ”der er masser af ulve i fåreklæder derude!
Men man kan gøre det let for sig selv. Man kan vælge det, der peger væk fra sig selv. I stedet for at stirre på sin egen navle, kan man lytte til andres livshistorier. I stedet for at ransage sig eget indre, kan man synge en salme, vores salmebog er fuld af gode forslag. I stedet for at søge den nyeste og nok også temmelig usikre trend for, hvor lykken bor, så kan man gå i kirke. Igennem hele menneskehedens historie har det vist sig, at netop ved at lytte til Guds ord, får man hjælp og styrke.
Jesus siger som det sidste her i dag, at ikke enhver, der bare siger Herre, Herre kommer ind i Himmeriget, men kun den, der gør Hans himmelske fars vilje. Hvad er hans vilje da? Ja, det læser vi et andet sted i Biblen. I det Nye Testamente, i Johannes Evangeliet, siger Jesus, at Guds vilje er, at han ikke skal miste noget af alt det, han har givet ham, men oprejse det på den yderste dag (Johs. 6, 39).
Det er godt at slutte med de ord i dag. For vi lytter alle sammen ind i mellem til falske profeter, vi lader os lokke af ulve i fåreklæder, vi bliver indad kurvede, navlebeskuende og egoistiske. Vi falder, vi slår os, fordi vi følger de forkerte røster. Sådan er det for dig, og for ham der sidder foran dig og hende, der sidder ved siden af. For sådan er det at være menneske. Men vi slutter med at høre om Guds vilje: At Jesus ikke skal miste noget af det, der givet ham, men oprejse det på den yderste dag. Så når du falder, vil han rejse dig, for du er hans. Du er lagt i hans favn som spæd (som Elliot blev det i dag). Og han vil rejse dig.
For når alt kommer til alt så er der nok mange røster i verden, mange falske profeter, der vil lokke os. Men Jesu stemme er stærkest. Amen.